1. Stakkels John, der har en næse, der er så stor, at folk driller ham med den. Nogle gange siger de for eksempel til hinanden,
    at med sådan et snudeskaft, må han have løjet mere end Pinocchio, og så griner de og skubber lidt til ham med albuen. John
    smiler forlegent, når folk siger sådan. Han kigger ned på sine sko, kigger ned ad sin lange næse, der næsten når helt ned til
    jorden. Desværre får det forlegne smil ham blot til at se endnu mere lumsk ud. ”Nååååå …” siger folk, ”… der er nok noget
    om snakken, hva’ John?”, og så puffer de til ham igen. Nu rødmer John. Han kan se på dem, at hans røde kinder får dem til
    at tænke, at ”… Jo, den er god nok: John ER en gemen løgner.” Men hvad det er, han lyver om, kan de ikke regne ud, og
    det kan John jo sådan set heller ikke. Når han kommer hjem om aftenen kigger han sig i spejlet og græder over sin store næse.
    Gråden får blot hans ansigt til at se endnu mere nederdrægtigt og hæsligt ud, synes han og prøver at holde op med at græde,
    men det er slet ikke så let, når der ikke er nogen til at trøste. Hans kære mor og far døde for mange år siden, og nu er der ikke
    et eneste menneske, der holder af ham. John snøfter lidt og husker smagen af kiks dyppet i varm mælk. Nu vil han ikke græd
    e mere. Det værste er vist også ved at være overstået, tænker han og pudser næse i et viskestykke, for et almindeligt lomme-
    tørklæde er slet ikke stort nok. John kigger sig i spejlet igen og prøver at finde den grimasse, som han mener bedst skjuler hans
    løgnagtighed. Smilet duer jo overhovedet ikke, og det var heller ikke for godt, da han var ked af det. Så prøver John at grine,
    men nu bliver han helt bange for sig selv. Johns undulat, som ellers plejer at komme og sætte sig på hans næse, når han kommer
    hjem, bliver så forskrækket over den mærkelige og uvante lyd, at den flakser forvirret rundt i badeværelset. Rundt og rundt går
    det med John i midten som et andet juletræ, men så drejer fuglen pludselig af og flyver direkte ind i ruden og er død. Nu græder
    John igen, men tårerne bliver snart afløst af vrede: ”Hvorfor skal jeg også rende rundt med sådan en stor dum næse?” spørger
    John sit spejlbillede, der stirrer rasende tilbage uden at svare. ”Hvor er du grim” råber John, ”Jeg hader dig!” råber han og ser
    noget stige op i spejlbilledets øjne, som han aldrig har set før. En sort hinde glider hen over øjnene, og pludselig er det som
    om, John er blevet en hel anden. Han ser måske nok stadig en smule lumsk ud, man han ligner ikke én, man har lyst til at drille
    med det. ”Aha!” tænker John og smiler, men med smilet forsvinder den sorte hinde fra øjnene, og han må bruge lang tid på at
    få den til at komme tilbage igen. Nu ulmer det et sted derinde i mørket. Det begynder at svie i øjnene og John må kigge væk.
    Blikket trækker et forkullet spor efter sig hen over tapetet, og da John vil kigge ud ad vinduet, går der ild i gardinet. ”Glup!”
    lyder det nede fra Johns hals, mens flammerne kravler op ad det tørre stof. I skoven udenfor sidder en ugle og kigger på ham.
    Han har fået huen på, for det er koldt udenfor, frostvejr, men endnu ingen sne. I huen ligger undulaten, som føles varm mod
    panden, synes John, da han står ved siden af træet med uglen. Tårerne presser sig på, men John vil ikke græde nu, og han vil
    slet ikke have, at der er nogen, der ser på ham, mens han græder. Han skuler til uglen hen over sin næse. Uglens øjne er store
    og kloge. John kigger lige ind i dem og ser sit spejlbillede og ildskæret fra huset bagved. Han mærker varmen stige op i sig
    og ildskæret bliver til en glød i uglens øjne, og gløden vokser til en flamme, og flammen bliver til et bål, der omsluttede uglen.
    ”Hvad er det dog, der sker?” skriger John med en stemme, der er mere ynkelig og tænderskærende, end noget væsen i skoven
    nogensinde har hørt før. Uglen falder til jorden med et bump, som kun en brændende ugle kan frembringe. Så brænder det ikke
    mere. John står lidt og kigger. Han bøjer sig ned og samler den lille flamberede krop op. ”Den dufter egentlig meget godt,”
    tænker John, og tager en lille bid. Det er også blevet langt over middagstid.