illustration: stine illum tekst: rikke villadsen

Vi ridder mod nord. Udsagnet kom fra grev wilhelm, den fyr havde et godt greb om verden. En verdensmand som det hed i bedre kredse. Den slags kredse med alpiner, adelsmænd, baronesser og deslige. Jo, der var sådan set ikke den retning, ham grev wilhelm ikke kunne fastslå. Sydøst kunne han fremsige med allerstørste sikkerhed, og hans stive arm pegede i præcis retning. Korrekt istemte hans tjener ib, der red med. Ib nøjedes med at skele til sit lommekompas, og smilte over hans herrers fuldtræffer. Herre, du er absolut, i sandhed, en mester i vej. Jep sagde grev wilhelm, og nussede sig selv lidt på låret.
De to ryttere red videre og dybere ind i skoven, mens de begge råbte galop galop galop. What the fuck! skreg wilhelm og faldt af sin hest. Foran ham stod en grum og brun bjørn. Den havde pels over hele kroppen og klør uden pels og tænder med noget der lignede pels, men det var det ikke. Det var savl. For bjørnen var sulten og brølte højt, og havde mundvand. Ib, der altid gjorde præcis det samme som sin gode herre, faldt med vilje af sin egen hest, og så stod de ganske fortabte overfor det grufulde bæst. Deres heste så hurtig deres snit til at stikke af. For når de ikke var bundet fast eller tynget under menneskers vægt, kunne de ligeså godt lunte afsted og finde en lysning eller krat, hvor de kunne være alene og parre sig. (sådan er heste)

....................................

Regnemaskinen og det listige undervandscirkus i samarbejde med Thomas Oldrup

t i l b a g e