Udkast(2) var et halsbrækkende koncept, jeg forsøgte at hype blandt fortravlede illustratorer og forvirrede kunstnere. Et godt råd til
alle der vil lave noget lignende: don't, stop - lad vær'! Ideen var at udfolde et kompliceret spil lidt som surrealisternes exquisite corpse, forklaring:
Exquisite corpse, also known as exquisite cadaver (from the original French term cadavre exquis) is a method by which a collection of words or images is collectively
assembled. Each collaborator adds to a composition in sequence, either by following a rule or by being allowed to see the end of what the previous person contributed.

Men det var der ikke rigtig nogen af os der forstod.

Noget af det der opstod, som alligevel var ret fedt, var det her:

Ude i skoven stod de syv små dværge og onanerede, da det mest ynkelige og tænderskærende
skrig, de nogensinde havde hørt, fik deres diminutive men dog kort forinden stærkt erigerede
pikke til at synke slatne og forskrækkede om i deres små grove hænder. Lidt efter lidt vente
forestillingen om Snehvide, som de så ofte havde forgrebet sig på, mens hun endnu lå skin-
død i glaskisten, tilbage, og de lo hult og hev i deres avlekraft indtil den langt om længe
udtømte sig og lå dér på jorden til ingen verdens nytte.

tekst af Peter Højrup, billede af Simon Væth og jeg selv.

 

Jeg skrev også en tekst. Lige pludselig - bang - ud af ærmet. Det var min første tekst. Den er
selvfølgelig ikke så god som Peters, selvom jeg nok har forsøgt at få det derhen af. Den lyder
sådan her :

Vi ridder mod nord. Udsagnet kom fra grev wilhelm, den fyr havde et godt greb om verden.
En verdensmand hed det i bedre kredse. Den slags kredse med alpiner, adelsmænd, baronesser
og deslige. Jo, der var sådan set ikke den retning, ham grev wilhelm ikke kunne fastslå. Sydøst
kunne han fremsige med allerstørste sikkerhed, og hans stive arm pegede i præcis retning.
Korrekt istemte hans tjener Ib, der red med. Ib nøjedes med at skele til sit lommekompas, og
smilte over sin herres fuldtræffer. Herre, du er absolut, i sandhed, en mester i vej. Jep sagde
grev wilhelm, og nussede sig selv lidt på låret.
De to ryttere red videre og dybere ind i skoven, mens de begge råbte galop galop galop. What
the fuck! skreg wilhelm og faldt af sin hest. Foran ham stod en grum og brun bjørn. Den havde
pels over hele kroppen og klør (uden pels) og tænder med noget der lignede pels, men det var
det ikke. Det var savl. For bjørnen var sulten og brølte højt, og havde mundvand. Ib, der altid
gjorde præcis det samme som sin gode herre, faldt med vilje af sin egen hest, og så stod de
begge ganske fortabte overfor det grufulde bæst. Deres heste så hurtig snittet til at stikke af.
For når de nu ikke var bundet fast eller tynget under menneskers vægt, kunne de ligeså godt
lunte afsted og finde en lysning eller krat, hvor de kunne være alene og parre sig.

 

 

 

Også Åh John blev fremskabt i processen. Selvom samarbejdet her måske mere fik karakter af
illustration til (endnu) en af Peter Højrups tragiske historier. Måske deraf vellykketheden.



Her går han fra sit brændende hjem.
Historien kan læses i sin fulde længde, hvis du lige trykker på knappen: knap

 

Projektet fik produktionsstøtte af Statens Kunstråd og blev trykt som en bog, der senere blev omdelt til medlemmer af bogklubben Babel.